Et tilbageblik i Den Lille Sorte

Som en nytårshilsen har jeg samlet de mest besøgte, de sjoveste (?) og de tegninger fra året jeg selv synes bedst om. Du kan klikke på billederne for at komme til det oprindelig indlæg, hvis du har lyst. 

Jeg startede året hårdt ud med gøre mig selv til grin i al offentlighed.

En situation man sagtens (næsten) kan grine af bagefter (næsten 12 måneder senere).

Jeg havde, ligesom de fleste andre, en vinterperiode med følelserne uden på tøjet. 

Men der er altid noget at gøre for en husmor; pligterne skulle også passes. Dermed ikke sagt at man skal være så skide seriøs hele tiden :)

Det var også det år, hvor jeg oplevede en hidtil uset interesse i min fødder. 

Det hele startede her, og det er højst sandsynligt den ulækreste føljeton på bloggen til dato. 

Men så kom min personlige optur i juni: Jeg tog til Tegneseriebeats og mødte Stinestregen. Av, min forlegenhed. 

Min søde ven T inviterede mig endda hans tegneserie-allstar-sejhed: 

Men man skal ikke komme her og tro at jeg er rigtig sej. Det vil man hurtigt finde ud af, at jeg ikke her. 

F.eks. hvis man tog med mig til Camilla Plums gård på Nordsjælland.

Eller så mig med mine nære venner. 

Ahem.. Hvilket punktum. 

På trods af mange fine ting, der er sket i årets løb, glæder jeg mig til et helt nyt, ubrugt, blankt år, som forhåbentlig bliver meget bedre end 2012 (ellers banker jeg det). 

Rigtig godt nytår til alle jer søde mennesker ude bag skærmene - ja, DIG! 

I er uundværlige herinde :) 

Pas nu rigtig godt på jer selv og hinanden, men ikke så meget at I ikke får en sjov aften. 

Kærlighed herfra. 

Ikke den hurtigste knallert på havnen..

Som mange andre har jeg skulle bruge en del af min eftertragtede juleferie på idiotiske eksamensopgaver. Heldigvis står mit gamle værelse næsten urørt, så der er altid en arbejdsplads klar til mig. 

Mit eneste problem er at kontorstolen på mit værelse syntes meget lav. 

Hvilket jeg faktisk fik rigtig ondt i nakken af, sjovt nok. Det undrede mig - for godt nok er det vist nok min gamle kontorstol fra da jeg var yngre, men den har aldrig været i børnestørrelse, så vidt jeg husker. 

Men så var der noget der begyndte at dæmre.....

Så det viste sig bare at det egentlig var mig, der var en kegle. Efter at have siddet med knæene, bogstaveligt talt, oppe om ørene - i en uge. Ahem. 

Driving home for Christmas

Da S og jeg i sidste uge skulle køre hjem til jul, havde vi (jeg) store planer om jule-roadtrip-soundtrack til bilen, hvorfor S blev sendt ud ved morgenstunden for at hente kabler og jeg brugte en time på at samle musik.

 At jeg så ikke kunne finde ud af, hvor jeg havde pakket kablet, da vi endelig skulle afsted, er så en helt anden historie... 

Hope for mankind

Forleden skulle jeg en tur med bussen. Like any other day. 

Så jeg stod der og ventede på at komme af bussen. Jeg mærkede en mands øjne i nakken, og syntes ærlig talt det var ret irriterende. Bryder mig ikke om når folk stirrer uhæmmet.

Men så sagde han noget til mig, som jeg ikke kunne høre, og jeg ville egentlig gerne bare af bussen, da jeg ikke var i humør til mærkelige fremmede mennesker..

Men da han så gentog det han havde sagt, fik jeg lidt røde øre...

Fik heldigvis i min forlegenhed sagt 'i lige måde'..

Sådan noget helt tilfældig venlighed er ualmindelig dejligt. Endte med at stige af bussen med et stort smil, varme i hjertet og lidt håb for menneskeheden (som ellers ikke imponerer mig synderligt). 

Husk at smile til fremmede, måske også sige 'god jul' - du kan redde nogens dag :)

Uhygiejnisk hygge

Når badeværelset er lejlighedens varmeste rum..

Et bombet julelokum?

Det er lidt et problem, når kæresten skræmmes af den julebombe, der tilsyneladende er eksploderet i vores stue. Julepynt, julegaver, jule-alting-allevegne. Det hyg'li'. 

At vende tilbage

Det er ret svært at vende tilbage efter et indlæg som det foregående. Men nu prøver jeg uanset.

Livet vender så småt tilbage til det normale - eller, det påtvinges man i hvert fald, når man starter næstsidste semester på ens uddannelse. Der har absolut været lyspunkter i de tre måneder, jeg har været væk. Det allerstørste var for en lille uge siden, da min bedste veninde fødte sin anden søn og jeg fik lov til at være med til fødslen.

Men når man har været væk i så lang tid, bliver det også en stor mundfuld at starte med at tegne igen. Jeg har kunne mærke hvordan Den Lille Sorte bog har ligget i en bunke de sidste måneder og glødet. Og hvordan den siden har ligget fremme og stirret mig lige i nakken. 

Ej, så slemt har det nok heller ikke været.. 

Sidst, men ikke mindst, tusind tak for jeres beskeder, det har altså virkelig varmet at komme herind. Jeg håber, at der stadig er nogen af jer tilbage derude - Vi ses snart igen :)