Boys not allowed

Jeg bliver nødt til at bekende noget.. Jeg elsker chick-lit bøger. Uanset hvor meget jeg elsker at læse snørklede kunst- eller fotografirelaterede bøger, og uanset hvor kikset jeg selv synes det er, er der lissom bare ikke noget bedre end at forlade denne verden og dykke ned i en anden, hvor intriger, ulykkelig og lykkelig kærlighed og platheder dominerer. Og uanset hvor meget jeg elsker rock og metal (for det gør jeg) og uanset hvor mange nitter der er i mine sko (og det er mange), så elsker jeg stadig lyserøde bøger, der unægteligt altid ender lykkeligt.

Det hele startede med at jeg for ca. 5 år siden købte en billig paperback af Marian Keyes (Sushi for begyndere), da jeg forberedte mig på et par kedelige dage på sygehuset i Sønderborg (skulle have fjernet mandler, meget udramatisk). Læste bogen på 2 dage og har siden da været uhelbredeligt forelsket i alt Marian Keyes skriver og har skrevet.

Egentlig skal Marian Keyes læses på engelsk, for der er hun mest morsom, men ellers en af mine yndlings. En samling noveller.

Jeg havde egentlig en snedig plan om at læse en masse mærkelige bøger hen over sommeren (ligesom alle andre), men efter flere forsøg, måtte jeg gribe til den sidste mulighed. Chick-lit. Og så færdiggjorde jeg pludselig hele bøger på enkelte dage. For jeg sluger det råt.

Henover sommerferien er det gået vildt for sig. Så vildt at S er blevet indviet i handlingen i min sidste bog (Love Affairs for Grown Ups af Debby Holt), og jeg har tudbrølet til slutningen af den forrige (mens S sov trygt ved siden af. Men den gamle dame var sådan et godt menneske, det var forfærdeligt at hun skulle dø!! (Love in Bloom af Sheila Roberts))

Hader faktisk den slags film (for det meste), så det er overraskende at jeg kan læse den slags i mængder. Men nogle gange er det altså rart at forsvinde ind i en verden, hvor alt ender lykkeligt og alle får hinanden til sidst..

Så desuden Letters to Juliet i dag. Sikke en horribel film. Græd dog alligevel til sidst. Håber virkelig at det her er midlertidigt.