Socialt akavet

Jeg har egentlig aldrig været god til at begå mig socialt. Altså, det har jeg indfundet mig med, så det er ok. Selvom jeg nogle gange godt kunne have lyst til at slå mig selv i hovedet med en skovl. 

For eksempel når en sød og venlig sjæl gerne vil give mig en gave.

Så er mit umiddelbare svar næsten altid

Nok mest fordi jeg har en følelse af at det er det rigtige at gøre/at personen i virkeligheden ikke mener det, og faktisk forventer et nej eller af andre logiske grunde.

Men jeg må have en eller anden realitetssans i kroppen, for jeg bliver altid i tvivl.

Og efter at have diskuteret det, med mig selv og den gavmilde sjæl, at have forsikret mig selv om at det er okay, og personen om at jeg ikke vil tage imod gaven, hvis det ikke er det der er meningen, men at jeg samtidig er usandsynligt taknemmelig, ender det som regel med at jeg ydmygt tager imod.

Og efterfølgende skiftevis er grædefærdig over venligheden og vred og pinagtig over min person. 

Med andre ord - ligesom enhver anden tirsdag. 

Konstruktiv far

Far får altid det sidste ord. 

(Ved godt det er kærlig ment, far!)

At vende tilbage

Det er ret svært at vende tilbage efter et indlæg som det foregående. Men nu prøver jeg uanset.

Livet vender så småt tilbage til det normale - eller, det påtvinges man i hvert fald, når man starter næstsidste semester på ens uddannelse. Der har absolut været lyspunkter i de tre måneder, jeg har været væk. Det allerstørste var for en lille uge siden, da min bedste veninde fødte sin anden søn og jeg fik lov til at være med til fødslen.

Men når man har været væk i så lang tid, bliver det også en stor mundfuld at starte med at tegne igen. Jeg har kunne mærke hvordan Den Lille Sorte bog har ligget i en bunke de sidste måneder og glødet. Og hvordan den siden har ligget fremme og stirret mig lige i nakken. 

Ej, så slemt har det nok heller ikke været.. 

Sidst, men ikke mindst, tusind tak for jeres beskeder, det har altså virkelig varmet at komme herind. Jeg håber, at der stadig er nogen af jer tilbage derude - Vi ses snart igen :)

Ebony & Ivory

Vi har haft besøg af S' gode ven over weekenden. Tiden er blevet udnyttet til det yderste - i torsdags var drengene på shoppings. 

Det viste sig de havde købt ens sko; ét par i hvid, et i sort. Da de stillede op til at få taget billede af undertegnede var det en smule svært at holde ansigtet i seriøse folder. 

Sandheden kom frem

Sandheden hører man fra børn, fulde mennesker og gamle venner. 

(Kan godt se kragetæerne er lidt utydelige: "Du ved, sådan nogle kreative typer som dig  - .. med karsehår og hornbriller!")

Helt op under kjolen

På kunsthistorie i Aarhus er vi så heldige at være lokaliserede på den gamle kaserne, og har dermed vores helt eget grønne område, hvor vi kan sidde i solen. Og det gjorde vi forleden. (det er mig med blondekjole på..)

Da vi sad midt i vores salige fryd, havde jeg ikke just set det komme da A pludselig stak hånden op under skørtet på mig..

Uanset synes jeg godt man må give en advarsel! 

Tanker om livet

Forleden sad T og jeg og tegnede..

Og T kom med en af sine meget dybe overvejelser..

.. som oftest er guld værd.

Hvis er hårdest?

Jeg elsker mine venner, men nogle gange er deres samtaler simpelthen for sære. 

De talte selvfølgelig om affjedringen i deres biler. 

Opstoppernæse og knurhår

For noget tid siden snakkede T og jeg om at tegne sammen, ligesom vi gjorde i de tidlige år i folkeskolen. 

Så vi mødtes på café og tegnede. Og jeg fik gode råd med på vejen. 

Chatterbox

A og jeg har startet en ny (midlertidig) tradition. Vi følges i skole og tilbage igen (Og ja, det skal siges som om vi er 8 år gamle). Hver dag ender vi på et gadehjørne, hvor vi, ude af stand til at sige farvel, pladrer løs om alt og intet. Det kommer jeg til at savne, når hun flytter lige om lidt!